Jeg har fået en gave af et menneske, som jeg ikke kender personligt.
Personen har brugt tid på at skrive et brev og været på posthuset kun for at glæde mig.
Det er jeg dybt berørt over.
Min første tanke var, hvad skal jeg gøre til gengæld.
Skylder jeg noget og kan jeg tillade mig at modtage gaven?
Så kom jeg i tanke om, at jeg for et par dage siden, selv glædede et andet menneske.
Denne person kender jeg heller ikke personligt og hun virkede mistroisk overfor mit næstekærlige tilbud.
Havde jeg bagtanker?
Hvorfor havde jeg lyst til at forære hende gaven og hvorfor i alverden tilbød jeg at aflevere denne på hendes adresse, da hendes bil gik i stykker.
Jeg måtte nærmest overbevise personen om, at jeg havde reelle hensigter og ville blive glad, hvis hun ville modtage en ting, som jeg ikke længere havde brug for!
Da hun endelig var overbevist, blev hun jublende lykkelig og påtalte det, da vi mødtes.
Wouw jeg blev så glad for hun valgte at tage imod.
Dette møde varede ca. 30 sekunder, men jeg er sikker på, at hver gang hun bruger min gave, vil hun sende mig en tanke.
Det er i hvert fald hvad jeg gør, når jeg kigger på den gave, jeg har modtaget.
Vi mennesker bliver i medierne fremført, som vi har nok i os selv.
Hvis vi rækker hænder frem, bliver det ofte misforstået og mistænkeliggjort
Hvad er motivet?
Her kan jeg ikke svare for andre end mig selv, men jeg tror andre kan tilslutte sig mit svar.
Jeg gør det, fordi jeg kan og har overskud til at glæde andre.
Hvordan viser du omsorg for dig selv og andre? Send en kommentar til mig til du vil dele en oplevelse.
Af hjertet tak
Charlotte Scharling
PS: Dine kommentarer er som guldkorn
og jeg vil elske at høre fra dig på mail: Livsglad@charlottescharling.dk
